Første gang

Jeg begynder denne blog for at skrive om det forløb jeg har været igennem med 2 diskusprolapser.
Dels for at hjælpe andre, del for at selv få styr på hvordan det hele forløb.
Min første diskusprolaps ramte mig i nov 2009. Ikke en præcis dato, for smerter havde der været i lang tid. Jeg havde bare igoneret symptomerne, viste simpelthen ikke at de mange symptomer var tegn på en prolaps.
Som tingenene er i dag og i bag klogskabens klare lys, tror jeg at der var optakt til prolapsen i 2 år, måske mere. Jeg har altid haft lændesmerter, on and off. Men cirka 2 år før den første prolaps havde jeg også problemer med at bøje mig ned. Jeg fik smerter i højre ben. Men det gik så væk igen. Men generelt blev jeg mere og mere stiv i bevægelsesapparatet: hofter, ben og ryg. Og så gjorde jeg selvfølgelig den fatale fejl, at alt havearbejde og andre tunge løft blev gjort med ryggen, ikke benene. Det måtte næsten ende galt.
Så en dag i november 2009 havde jeg kraftige smerter i højre ben da jeg sad på toilettet. Synte det var ganske besynderligt, men tænkte ikke videre over det. Efter en biltur tiltog smerterne og jeg kunne ikke stå oprejst ej heller gå.

Egenlig tror jeg ikke at smerterne var så store som ved min 2. prolaps, en del af det var frygt, uvidenhed, for hvad skete der med min krop? Men ondt gjorde det.
Min mand ringede til lægevagten som åbenbart kun kom på besøg hvis jeg var døden nær. Han anbefalede en tur på hospitalet. Det var svært at komme derop, men det lykkedes. Og klogere blev jeg ikke.
Efter weekenden fik jeg tid hos min egen læge der heller ikke kunne sige hvad det var. Men at jeg skulle besøge en reumatolog (gigtlæge), men der var 4-6 måneders ventetid. Ja rystende, men jeg ville have besked og ville slet ikke vente så lang tid. Så jeg ringede til alle reumatologer i 50km radius og kom til i løbet af 14 dage, på et afbud. Han mente at det nok var en diskusprolaps i lændehvirvlen, vist kaldet L3. Men selve undersøgelsen tog 3 minutter, han havde meget travlt og var ikke interesseret i at høre om smerter og hvor de var. Han sendt mig til røngtenundersøgelse. Det tog knapt en uge så var det også overstået. Men sådane et billed viser ikke prolapsen, kun slidtage på selve ryggens knogler. Det var normalt.

En diagnose er vigtig i vores system, uden den lød det nærmest som om jeg var hypokonder og sådanne tager man ikke alvorlige. Det gjorde man så efter diagnosen. Jeg skulle til genoptræning hos en fysioterapeut og på nedsat tid på jobbet. Kommunen gav tilskud til halvdelen af min løn. Det var rigtig dejligt, da mine kræfter i bevægelsesapparatet var meget minimale. Så i 3-4 måneder var jeg på nedsat tid, så jeg kunne komme godt igennem genoptræningen og vende fuld funktionsdygtig tilbage til arbejdet.
Behandlingen fra kommunen var virkelig god. Det samme var mødet og behandlingen hos min fysioterapeut. Jeg har været hos andre, uden gode resultater, men når man så møder den "rigtige", ja så er det virkelig dejligt at træningen virker.
Rom blev ikke bygget på en dag, og det tog næsten 1 år før jeg ikke havde smerter (nervesmerter pga pres fra diskus på nerven i rygsøjlen. Nerven går ned i benet og smerten mærkes derfor der) i højre ben.
På det tidspunkt var jeg dog stadig meget stiv og vejede for meget, alt for meget. Men iflg lægen var det ikke pga overvægt at jeg fik en prolaps. Ikke at det havde den store betydning, for man er uhyre hæmmet i sine bevægelser når man vejer for meget.
Men første behandlingstur tog 1 år. Den næste gik heldigvis hurtigere ;)