Genoptræning del 2

ja efter prolaps nr 2 skulle jeg jo træne op igen igen. I den første lange tid var det meget simple øvelser, nogle jeg kunne lave i sengen. Mckenzie øvelsen lavede jeg selvfølgelig hver dag, flere gange om dagen. Ja det gør jeg faktisk stadigvæk. De første dage efter prolapsen kunne jeg næsten ikke komme på toilettet, eller bade. Her var min mand en uundværlig hjælp, jeg tænkte på dem der ikke lige har hjælp ved hånden. Hvordan klarer de de første uger efter en prolaps?
Nå men, det gik langsomt bedre og jeg kom på job efter 3-4 uger. Ikke lige fuldtid, jeg fik også lov til at arbejde hjemme mere end normalt. Det var dejligt, så kunne jeg f.eks ligge og klarer dagens arbejde ved computeren. At sidde var svært.
Vi måtte aflyse den planlagte sommerferien, da det var en rundtur hvor meget af tiden var i bus. Det frarådet min fys, idet hun forklarede at en af de allerstørste belastninger for rygsøjlen var at sidde ned.
Vi bookede dog en tur til Oslo med færgen, kun 2 måneder efter prolapsen og det gik forbavsende godt.
Jeg syntes, som sagt, at jeg kom hurtigere i gang igen, end efter den første prolaps. Jeg tror bestemt det havde noget at gøre med den genoptræning jeg havde været igennem, den havde trods alt gjort mig fysisk stærkere. Psykisk er jo en anden snak. Ind i mellem, når smerterne vendte tilbage, så bliver man altså lidt sortseer. Hver gang jeg fik en smule ondt, ja så troede jeg at en ny prolaps var på vej.
I efteråret 2011 mente både jeg og min fys at jeg nu var så stabil at jeg kunne starte på lidt mere seriøs træning. Så jeg fik en personlig træner. Et af mine problemer, og sikkert også andres, er at jeg ikke laver de angivne øvelser rigtigt. det kan betyde flere smerter og risiko for tilbagefald, og hvem gider det. Så en personlig træner var vejen for mig. Jeg går i et fitnesscenter der tilbyder dette, og det er der mange der gør. Det er bestemt ikke billigt, men alle pengene værd.

Vi trænede styrketræning, dvs ryg, ben, mave, arme, skuldre osv. Og det var virkelig en sørgelig omgang, til at starte med. Jeg havde stort set ingen muskler, så jeg kunne ikke løfte noget og var øm i mange dage efter træningen

Efter 3 måneder var der meget stor fremgang i min muskelstyrke, rigtig dejligt at se. Og efter 4 måneder går jeg nu til træning 4 gange om ugen. En gang med min træner, en på et hold hvor man lærer at bruge ryggen rigtig og 2 gange træner jeg styrke/kondi i fitnesscenter. Til efteråret overvejer jeg pilates. det skulle gøre kroppen og lemmerne mere smidig.
Jeg har aldrig dyrket nogen form for idræt (hvilket er en stor fejltagelse, men bedre sent end aldrig), men er faktisk blevet helt grebet af det. jeg kan mærke at de hjælpe på min generelle kropsholdning (som har/er utrolig dårlig) og på mit velbefindende. Og som bonus har jeg tabt en masse kilo og fået en mere muskuløs krop. Og nej, træene vokser ikke ind i himlen. Jeg har stadig perioder med smerter ned i benene, hvor en af leddene i ryggen sidder forkert og hvor hofterne virker hæmmet i deres bevægelse. Jeg er ikke der hvor jeg gerne vil være, sådan i fysikken, endnu. For jeg når der til, det tager bare noget tid, når man hele tiden skal lytte til kroppen. Noget jeg jo ikke har gjort i 30år. Næste mål er at komme ud at løbe. Min fys siger god for det, blot at det ikke bliver for langt og jeg løber på bløde underlag. Hun mener det kan være med til at opbygge rygmuskulaturen. Jeg er ikke startet endnu, har lige været inde i en dårlig periode, men det gør bedre igen.

Diskusprolaps nr 2

Jeg var af den opfattelse at når man havde haft en prolaps, ja så kunne man ikke få en til. BAD MISTAKE. For det leder jo kun til en ny prolaps.
1½ år efter den første gik jeg seriøst i gang med havearbejdet igen. Der skulle fjernes et død træ, stauderester, klippes buske osv. jeg knoklede rundt i 3-4 dage i påsken det år. Og så skulle soklen lige repareres og males.
Jeg ignorerede smerterne i benet der til tog i styrke, efter at havde været væk i nogle måneder. Ja det vil sige, jeg mærkede at de var der, men jeg tog det ikke alvorligt.
Sent en onsdag, medens husbond var i gang med aftenmaden, sad jeg sad på hug og lænede mig fremover for at male soklen. Da jeg så rejser mig op, jager det ganske kraftigt fra ryglænden, ned i balden, ud i benet og jeg er godt klar over at noget er helt galt. Smerten bliver kun værre i løbet af aftenen og de næste par dage ligger jeg nærmest i koma af smerte. Jeg fik en recept på Mandolgin, men det var som om at de ikke virker. Prolapsen ankommer desværre på helligedagene i påsken, så der kommer ingen læge ud, jeg taler med lægevagten i telefonen. han mener det må være endnu en prolaps. 5-6 dage ligger jeg i sengen med stærke smerter, og så er det som om at smertetågen letter og jeg tager 2x ipren og 2x panodil efter lægens anbefaling. De virker. Mine egen læge kom efter påsken , men gør ikke meget, andet end at konstaterer det mest sandsynlige, endnu en prolaps.
Jeg er sygemeldt fra arbejdet i 2 uger og får lov at arbejde hjemme i 1 uge. Herefter starter jeg stille og roligt på jobbet igen. Som sidst, er jeg meget stiv i bevægelsesapparatet, men det er som om at den genoptræning jeg havde været igennem ved den første prolaps gør at prolapsen virker "mildere" denne gang. Jo jo der var mange smerter, men efter 2 uger var det ikke så slemt. Og smerterne ned i benene var ikke permanente som første gang. Så noget positivt var der da.

Tilbagefald......

sker, desværre. Men min første genoptræning gik generelt godt fremad. Smerterne i benene holdt dog ved i meget lang tid og var meget irriterende. Men de blev af hjulpet af massage hos min fys. Især området i højre balden var uhyre spændt.

Prolapsen pressede på Iskiasnerven, denne går ned igennem hoften, balden og ud i benet. Derfor får man disse smerter. De kan varierer i intensitet, men i de første 7 måneder var de der permanent. Ved forkerte bevægelser/belastninger blev smerterne kraftigere. Men langsomt forsvandt de, heldigvis. Men føleforstyrrelserne i benet blev der længere. Det kunne være en anderledes fornemmelse af følefornemmelsen i låret, stikken og prikken osv.

Genoptræning del 1

Første gang bestod genoptræningen af øvelser som fysioterapeuten gennemgik med mig. Mckenzie øvelserne er god (men jeg lavede dem forkert dengang), samt diverse øvelser jeg kunne lave i sengen. Det hjalp at lave dem der da jeg var uhyre stiv og med øvelserne hver morgen kom der lidt mere gang i bevægelsesapparatet.
Mine bedste råd er at gå en grundig instruktion, for hvis man laver øvelserne forkert kan man gøre mere skade end gavn. Og jeg lavede f.eks Mckenzie øvelserne forkert dengang. Sammensæt IKKE selv dit træningsprogram men gør det sammen med fys eller kiropraktor. De ved hvad de laver og husk blot at, hvis du får smerter ved at lave øvelsen, så laver du den enten forkert eller så er det måske ikke den øvelse du skal lave på det tidspunkt i genoptræningen. Jeg havde en del problemer med øvelserne og smerter efterfølgende. I samråd med min fys skiftede vi nogle øvelser ud og rettet programmet til.
Og igen HUSK: ingen løft og foroverbøjninger med ryggen. Man er i stor riskiko for endnu en prolaps op til 3-4 måneder efter man har haft en.
Man kan eventuel se her for øvelser: http://www.sportnetdoc.dk/ryg/diskus-prolaps, de ses nederst på siden.

Første gang

Jeg begynder denne blog for at skrive om det forløb jeg har været igennem med 2 diskusprolapser.
Dels for at hjælpe andre, del for at selv få styr på hvordan det hele forløb.
Min første diskusprolaps ramte mig i nov 2009. Ikke en præcis dato, for smerter havde der været i lang tid. Jeg havde bare igoneret symptomerne, viste simpelthen ikke at de mange symptomer var tegn på en prolaps.
Som tingenene er i dag og i bag klogskabens klare lys, tror jeg at der var optakt til prolapsen i 2 år, måske mere. Jeg har altid haft lændesmerter, on and off. Men cirka 2 år før den første prolaps havde jeg også problemer med at bøje mig ned. Jeg fik smerter i højre ben. Men det gik så væk igen. Men generelt blev jeg mere og mere stiv i bevægelsesapparatet: hofter, ben og ryg. Og så gjorde jeg selvfølgelig den fatale fejl, at alt havearbejde og andre tunge løft blev gjort med ryggen, ikke benene. Det måtte næsten ende galt.
Så en dag i november 2009 havde jeg kraftige smerter i højre ben da jeg sad på toilettet. Synte det var ganske besynderligt, men tænkte ikke videre over det. Efter en biltur tiltog smerterne og jeg kunne ikke stå oprejst ej heller gå.

Egenlig tror jeg ikke at smerterne var så store som ved min 2. prolaps, en del af det var frygt, uvidenhed, for hvad skete der med min krop? Men ondt gjorde det.
Min mand ringede til lægevagten som åbenbart kun kom på besøg hvis jeg var døden nær. Han anbefalede en tur på hospitalet. Det var svært at komme derop, men det lykkedes. Og klogere blev jeg ikke.
Efter weekenden fik jeg tid hos min egen læge der heller ikke kunne sige hvad det var. Men at jeg skulle besøge en reumatolog (gigtlæge), men der var 4-6 måneders ventetid. Ja rystende, men jeg ville have besked og ville slet ikke vente så lang tid. Så jeg ringede til alle reumatologer i 50km radius og kom til i løbet af 14 dage, på et afbud. Han mente at det nok var en diskusprolaps i lændehvirvlen, vist kaldet L3. Men selve undersøgelsen tog 3 minutter, han havde meget travlt og var ikke interesseret i at høre om smerter og hvor de var. Han sendt mig til røngtenundersøgelse. Det tog knapt en uge så var det også overstået. Men sådane et billed viser ikke prolapsen, kun slidtage på selve ryggens knogler. Det var normalt.

En diagnose er vigtig i vores system, uden den lød det nærmest som om jeg var hypokonder og sådanne tager man ikke alvorlige. Det gjorde man så efter diagnosen. Jeg skulle til genoptræning hos en fysioterapeut og på nedsat tid på jobbet. Kommunen gav tilskud til halvdelen af min løn. Det var rigtig dejligt, da mine kræfter i bevægelsesapparatet var meget minimale. Så i 3-4 måneder var jeg på nedsat tid, så jeg kunne komme godt igennem genoptræningen og vende fuld funktionsdygtig tilbage til arbejdet.
Behandlingen fra kommunen var virkelig god. Det samme var mødet og behandlingen hos min fysioterapeut. Jeg har været hos andre, uden gode resultater, men når man så møder den "rigtige", ja så er det virkelig dejligt at træningen virker.
Rom blev ikke bygget på en dag, og det tog næsten 1 år før jeg ikke havde smerter (nervesmerter pga pres fra diskus på nerven i rygsøjlen. Nerven går ned i benet og smerten mærkes derfor der) i højre ben.
På det tidspunkt var jeg dog stadig meget stiv og vejede for meget, alt for meget. Men iflg lægen var det ikke pga overvægt at jeg fik en prolaps. Ikke at det havde den store betydning, for man er uhyre hæmmet i sine bevægelser når man vejer for meget.
Men første behandlingstur tog 1 år. Den næste gik heldigvis hurtigere ;)